Pressemeddelelse:
Igen stor succes for Midtfyns Bryghus – Chili Tripel blev Årets Danske Ølnyhed 2009
For anden gang stod det lille Midtfyns Bryghus for Årets danske Ølnyhed. I et ualmindeligt stærkt felt af 604 nye øl fra ikke mindre end 108 bryggerier blev Chili Tripel en klar vinder. Kun giganterne Ceres (Royal Unibrew) og Carlsberg har tidligere vundet afstemningen to gange, og for begges vedkommende med langt færre bryggerier og øl at konkurrere mod.
Midtfyns Bryghus vandt første gang i 2007, hvor fynsk-amerikaneren Eddie Szweda lige havde overtaget bryggeriet. I 2008 pustede man tilsyneladende ud oven på anstrengelserne, var end ikke med i opløbet, men er så vendt tilbage i 2009 med endnu en vinderøl.
I modsætning til de sidste 6 års vindere er Chili Tripel ikke en mørk øl, men en lys, belgisk inspireret, Tripel. Styrken har Chili Tripel dog tilfælles med de seneste års vindere, og det ikke bare gennem alkoholprocenten, som er på hele 9,2 %, men også gennem tilsætningen af chili.
Midtfyns Bryghus beskriver selv Chili Tripel som ’en velafbalanceret lys øl med en snert af chili, som passer godt til mad; og her tænker vi primært kolde retter, skaldyr – lidt en tapasøl. Chili Tripel er en helt unik smagsoplevelse med en elegant balance mellem frugt, lidt sødme og så varmen fra chilien, der – som de sagde i Go’ Morgen Danmarks udsendelse – ”kommer snigende som en tyv i natten”.’
I det hele taget var anden runde af afstemningen om Årets danske Ølnyhed 2009, hvor de 10 med flest stemmer fra første runde tager det endelige opgør, præget af større variation end de seneste år. I store træk stod valget mellem en række mørke øl med ’stout’-karakter og en række lysere kraftigt humlede øl, men med to ’outsidere’, de to fynske kandidater: Vestfyens Willemoes Jul 2009, en krydret julebryg, og Midtfyns Bryghus Chili Tripel.
I den sidste ende endte en af ’outsiderne’, Chili Tripel, altså på førstepladsen, efterfulgt af de fire mørke øl på anden- til femte-pladsen. Den anden ’outsider’ måtte sammen med de fire lysere kraftigt humlede øl dele de fem sidste pladser i det meget stærke felt.
Link til pressemeddelse ![]()